Sjælegrupper
Vi har selv sagt ja tak til det liv, vi lever i dag.
Ja, det kan lyde helt fjollet, især hvis du til tider føler, at livet er lige lovlig meget op ad bakke. Men det er faktisk rigtigt.
Inden du blev født, sagde du ja til de udfordringer, du i store træk gennemlever. Det kan nogle gange føles overvældende, men jeg kan trøste dig med, at der altid er hjælp at hente. Du har nemlig din helt egen “supportgruppe” med dig; din sjælegruppe.
Jeg vil prøve at sætte lidt flere ord på.
Vi tilhører alle en sjælegruppe. Præcis som det lyder, tilhører vores sjæl en gruppe sammen med en masse andre sjæle. Lidt ligesom stueopdelingen i en børnehave.
Nogle går på Grøn Stue, andre på Sommerfuglestuen, men fælles for stuerne er, at vi kender hinanden.
Har du nogensinde mødt et menneske, set dem i øjnene og tænkt: “Dig kender jeg”?
Du ved ikke, hvorfra du kender personen, men der er bare noget velkendt ved de øjne.
Selvom du gennemgår alle muligheder, forældrebestyrelsen, folkeskolen, fritidsaktiviteter, finder du aldrig noget konkret link. Alligevel føler du dig tryg og fortrolig i dette helt nye bekendtskab.
Det er ofte de mennesker, vi meget hurtigt åbner os op for, og bruger vendinger som: “Jeg føler, jeg har kendt dig meget længere, end jeg faktisk har.”
Det er fordi, det netop er dét, du har. I tilhører samme sjælegruppe og netop derfor er der en uforklarlig genkendelighed.
Sjæle fra samme gruppe mødes her i livet for at støtte og hjælpe hinanden. Det kan være den helt unikke veninde, du kan fortælle alt, eller den fantastiske kollega, du kan skabe resultater med uden de store forklaringer, fordi det bare føles, som om I kender hinanden på en helt særlig måde.
Medlemmer af samme sjælegruppe springer ofte en generation over, når de mødes i et liv. Det er blandt andet derfor, mange har et helt særligt forhold til deres bedsteforældre, fordi de føler sig set, hørt og elsket præcis som de er.
Næste gang du ser et nyt bekendtskab i øjnene og tænker, at han eller hun virker bekendt, og du føler dig tryg i denne nye relation, så prøv at mærke efter, om I måske kommer fra den samme sjælegruppe.